min ærlighed bag min facade

Jeg var 18 år da jeg fik stillet diagnosen ”asperger”. Jeg blev meget lettet, for nu vidste jeg, at det var det, som der var galt med mig. Nu forstår jeg endelig hvorfor jeg er, som jeg er.

Jeg har altid følt mig anderledes, men jeg kunne ikke… sættes ord på det. Jeg gik i en special-klasse med 12 andre elever, men jeg kunne ikke følge med i timerne. Og jeg havde meget få venner. Det hele var så forvirrende for mig. På et tidspunkt startede mobningen. Jeg blev holdt ekstremt udenfor, hvilket gjorde, at jeg følte mig helt forkert, og fik mig til at føle, at jeg ikke var ønsket.

Det eneste jeg ønskede var bare at passe ind og kunne være med i fællesskabet og kunne følge med i skolen, så jeg kunne lære noget.

I dag føler jeg mig stadig meget anderledes, eftersom jeg ikke helt har forstået, at jeg har denne diagnose. Det er meget svært for nogle unge at respektere folk, som er anderledes end dem selv, trods der intet er galt med, at have et usynligt handicap:

– Jeg har svært ved at læse folks kropsignaler, hvilket gør, at jeg har svært ved at se om folk gider mig eller ej. Det er rigtigt vanskeligt for mig, fordi jeg gerne vil vide, hvad der foregår inde i sindet hos det andet menneske, så jeg ved, hvilke hensigter de kan have.

– Jeg har nogle særinteresser, som jeg går rigtigt meget op i. F.eks. elsker jeg at blogge, synge og at male. Det virker som meget normale ting, men jeg fik tit at vide, at jeg var kedelig, for det var ikke de ting, som dem i min klasse lavede. Det er svært for mig, for jeg vil jo gerne passe ind og få nogle venner.

Hvorfor er det folk vælger at afvise mig? Jeg kan ikke forstå det. Jeg prøver at være flink, og søger også selv kontakt til de mennesker, som jeg synes ser søde ud. Men de brød sig ikke om mig. Hvorfor? Jeg kan ikke se, hvad jeg har gjort forkert.

Jeg har haft en del dårlige dage her for tiden, så jeg vil helst bare være hjemme, og ikke komme ud i den virkelige verden. Jeg har døjet med angst efter en meget ubehagelig oplevelse, hvor jeg blev overfaldet af en pige, som havde set sig sur på mig. Jeg blev sparket i ryggen og blev hevet i håret. Og ikke nok med, at det kan ses fysisk nogle dage efter, så skaber det ar på sjælen, som aldrig går væk.

Nogle gange kan jeg mærke, at angsten kommer tilbage. Hvis du ikke allerede ved det, så er det virkelig ubehageligt at få et angstanfald.

Heldigvis har jeg nu min blog, som jeg kan bruge til at komme ud med mine tanker og følelser. Så kan andre unge, som måske har haft det på samme måde, se på mig og tænke, at de ikke er alene.

Det er selv op til folk, om de vil se ned på mig eller respektere at jeg har nogle diagnoser. Jeg kan ikke selv gøre ved, at jeg har dem, men det har jeg. Nogle mener, at jeg sagtens kan ændre mig, imens at jeg ved, at hvis jeg ændre mig, så ville mit liv gå ned ad bakke.

Jeg har et motto, som lyder, at jeg har respekt for mig, som den jeg er. Jeg har mit hjerte med overalt hvor jeg er.

Hvis du har en diagnose, eller har det på samme måde som mig, så må du fantastisk gerne skrive ind.

Kæmpe knus
Malou