en sand historie

Jeg er en glad pige på 14, 15 torsdag den 10 Januar. Da jeg var mindre hvor jeg meget overvægtig, jeg blev faktisk ikke mobbet, jeg havde de bedste venner, men jeg var ked af jeg var så overvægtig, så derfor var jeg ved en læge for at finde ud af om der var noget galt med mit stoftskifte der gjorde jeg ikke kunne tabe mig, men det var helt normalt, jeg kom så med i et projekt hvor jeg ville få besøg af en sundhedsplejeske en gang hver anden måned cirka, og vi snakkede frem og tilbage de gange hun var hjemme ved mig. Vi kan frem til at jeg skulle på julemærkehjem. I slutningen af 5 klasse kom jeg så på julemærkehjem, jeg fik de bedste venner og jeg var faktisk en af de mest populære der oppe, og det var fantastisk! Jeg tabte mig 10 kilo på 10 uger, og jeg var blevet så flot! Jeg startede i 6 klasse, og jeg havde bare fundet mig selv, alt gik super, lige ind til min far var min mor utro med en af mine mors veninder, og en af mine veninders mor.. Jeg faldt i et dybt hul, min mor var så ked af det, og jeg var den eneste hun kunne snakke med, så jeg sad og lyttede på hende mens jeg var stærk, for jeg ville ikke græde foran hende, men så snart jeg var alene græd jeg, og jeg græd. Jeg havde to jeg kunne snakke med det om, min tidligere bedsteven, og min tidligere bedsteveninde, de fik alt at vide. Efter noget tid fik vi at vide hun var gravid, men mine forældre blev sammen, jeg sagde til min mor ”Det er ikke fordi jeg ikke elsker far, men jeg forstår ikke du ikke er gået fra ham” og så gik jeg min vej. Jeg har været meget indelukket, og trist.. Jeg blev stærkere, jeg hørte mor og farråbe og skrige mere af hinanden end nogensinde før, min lillesøster var inde på værelset med højt musik, og jeg sad i stuen og så tv, og de begyndte at skændes helt vildt. Jeg rejste mig og råbte ”Det kan fandeme ikke være rigtigt! Kan i ikke bare stoppe?!” Så løb jeg grædende ind på mit værelse og smed mig i sengen og græd. Den eneste måde jeg følte jeg kunne glemme mine problemer det var når jeg var sammen eller snakkede med drenge, ved at snakke med drenge fik jeg ro på, og jeg slappede af.. Jeg havde nogle kæreste ind imellem, men jeg fik noget med en jeg har været vild med siden han startede på min skole, jeg var i himlen, og jeg glemte alt når jeg var sammen med ham, det var i slutningen af 6 klasse, og vi skulle flytte, vi ville væk fra byen, eller mine forældre ville, for hvis jeg skulle flytte, skulle jeg jo flytte væk fra mit livs kærlighed, og i 7 klasse, i slutningen af Oktober flyttede vi, vi flyttede nogle og 70 kilometer væk fra mine vener, familie, alt. Jeg var ødelagt. Jeg fandt aldrig sammen med ham, men vi havde det godt, og jeg glemte alt om smerte når jeg var sammen med ham, vi havde det så sjovt, men vi blev uvenner da jeg flyttede og vi glemte hinanden stille og roligt, og alligevel ikke, for vi begyndte at skrive on and off, men fordi vi boede så langt fra hinanden blev vi nemt uvenner. Jeg startede på den nye skole den 3 November, og jeg følte jeg var kommet til det sted jeg virkelig hørte hjemme, men jeg havde ikke engang gået i klassen et år da jeg var nød til at skifte klasse. Mine to bedsteveninder fra klassen flyttede, og ingen andre ville snakke med mig, jeg sad for mig elv, og gik rundt for mig selv. Jeg havde nogle veninder inde i parallel klassen, så dem gik jeg med nogle gange, men mit liv var et helved, og fordi min mor fandt ud af jeg havde været i seng med ham jeg kom sammen med efter jeg var flyttet, så begyndte mine forældre at kalde mig luder, de gav mig ikke lov til noget, og jeg skal gøre en masse før jeg må noget, og min lillesøster skal intet gøre før hun må noget. Mine forældre er stadig sådan over for mig, og jeg mangler deres kærlighed, derfor snakker jegmeget med drenge, og jeg har det bedst med drenge. Men jeg kom ind i min parallel klasse, og jeg har gået der i 2 måneder eller sådan noget, og det er fint nok, men jeg er begyndt at savne min gamle klasse. Og jeg har virkelig mange selvmordstanker, og jeg gider sådan set ikke at leve mere. For jeg føler jeg ikke er velkommen, jeg vil hurtigt blive færdig med skolen så jeg kan starte på min uddannelse i den anden ende af landet, bare for at komme væk fra mine forældre, for jeg gider sådan set snart ikke mere. Men vi må se hvad tiden bringer.

-Men noget jeg lige vil sige, hvis i har det som mig lige nu, så kæmp imod selvom i har selvmordstanker! Det hjælper ikke at gøre skade på dig selv, for det har jeg skam også prøvet. Og det hjælper på ingen måde, man bliver bare uvenner med ens venner. Det gjorde jeg ihvertfald. Og det skal lige siges jeg er single nu, og det har jeg det faktisk godt med…